Kronik af David Trads bragt i Politiken 17. februar 2025.
Man siger, at historien aldrig gentager sig, men at den rimer. Det er sådan, jeg har det lige nu – for nej, Donald Trump er selvfølgelig ikke Adolf Hitler … men den amerikanske præsident udgør i dag en akut og nærværende trussel mod demokrati og fred. Den største siden Anden Verdenskrig.
Den tsunami af attentater mod det amerikanske folkestyre og den liberale regelbaserede verdensorden, som Trump dagligt udspyr, er isnende uhyggelig. Hvirvelvinden af dekreter underløber de love, som Kongressen ellers har vedtaget. Det er i åbenlys strid med forfatningen. Han får lov, fordi hans medløbere i Kongressen og højesteret spiser af hans hånd. Offentligt ansatte, som ikke kysser ringen, bliver fyret. Elon Musk, verdens rigeste, sender sin hær af unge anonyme drenge rundt i ministerier og styrelser for at rense ud.
Trump ryster også den amerikanske retsstat, idet han slår de kendelser, som dommere i disse uger afsiger, til side, fordi de ikke passer ham. Som under en sherif i Det Vilde Vesten er det my way or the highway. JD Vance, hans vicepræsident, foreslår, at Trump gør som Andrew Jackson, USA’s 7. præsident og Trumps forbillede – nemlig ignorerer domstolenes kendelser og ser, hvad de tør gøre ved det. Men hvad sker der, hvis præsidenten rent faktisk tilsidesætter retsstaten? Vi ved, hvad Trump selv mener – for her er, hvad han udbasunerer på Truth Social, hans eget medie:
»Han, som redder sit land, bryder ingen lov«.
Ordvalget er voldsomt, men sigende. Napoleon Bonaparte brugte det, da han for godt 200 år siden udnævnte sig selv til kejser. Da Trump holdt sin indsættelsestale, var hans egne imperiale og messianske ambitioner åbenlyse, da han med henvisning til de to attentatforsøg, han overlevede i valgkampen, konkluderede:
»Jeg blev frelst af Gud for at gøre USA stort igen«.
Trumps selviscenesættelse lyder som et ekko fra dengang, da Europas konger så sig selv som Guds repræsentant. Hans foragt for demokrater og demokratiet er bøjet i neon. Hans beundring for despoter og diktaturer råbes ud over hustagene. Hans latterliggørelse og intimidering af allierede står med versaler. Hans forelskelse og omfavnelse af skruppelløse techmilliardærer er hæmningsløs.
Her er den mest ubehagelige virkelighed, jeg nogensinde har beskrevet: Vi befinder os i den farligste æra siden Anden Verdenskrig. Det utænkelige – nemlig Tredje Verdenskrig – er ikke længere utænkeligt. Trump giver Vladimir Putin blod på tanden til at angribe igen. Næste gang kan det blive Tallinn, Warszawa, Chisinau … eller, ja, København.
rumps sikkerhedspolitik er krystalklar – nemlig et kolossalt normbrud: USA har ret til at invadere andre lande og erobre nyt territorium. Rusland bliver belønnet for at angribe Ukraine, idet Trump vil lade Putin få kontrol med en femtedel af landet. Andre despoter klapper i deres klamme hænder. Kina kan eksempelvis invadere Taiwan. Hvorfor ikke? USA synes ikke længere, at landegrænser er ukrænkelige. Stormagter tager, hvad de vil have, når regler er sat ud af spil. Historien lærer os, at det er præcis den slags, som skaber grobund for krig.
Europa er i dag klemt af aggressive tyranner – fra øst af Rusland; fra vest af USA. Vesten er i frit fald. USA er ligeglad med os andre. Kontinentalsoklerne under os er alle sammen i bevægelse. Den liberale regelbaserede verdensorden er på vej på museum. Vi er vendt tilbage til den stærke mands dominans. Trump vil bestemme alt. Ikke bare det meste, men det hele. Budskabet er krystalklart: Gør, som jeg befaler! Eller bliv ubarmhjertigt ramt af USA’s vrede.
Kong Trump er et amerikansk mareridt.
Det er der, vi er. Alt er vitterlig i spil. USA har forladt os. Europa er alene.
Sådan plejer det ikke at være. Tværtimod:
Vesten blev også udfordret af tyranner under den kolde krig. Sovjetunionens onde ledere – Stalin, Khrusjtjov, Bresjnev – ønskede at knuse det enkelte individ i deres kommunistiske dystopi. Et af deres deprimerende slogans lød: ’Individet er nonsens. Individet er ingenting’. Over for det stod de optimistiske ord fra den amerikanske uafhængighedserklæring: »Alle mennesker er skabt lige«, og alle har ret til at »søge lykken«. De tabte. Vi vandt. Europa og Amerika stod ubrydeligt sammen, fordi vi delte frihedens smukke værdisæt: demokratiet. Gennem alliancer gjorde vi i fællesskab verden bedre.
Tillad mig at blive nostalgisk: USA var ikke bare den frie verdens leder. USA var i historiens lange lys en fremragende leder. I løbet af det 20. århundrede stormede friheden frem. Se bare på udviklingen i antallet af demokratier, hvori alle voksne kan stemme: I år 1900 var der 0, i 1950 eksisterede der 22, i 2000 var der 120 demokratier. USA var både en stærk magt, der forhindrede fjender i at angribe, og en blød magt, som appellerede til alle, der drømte om et liv i frihed.
Fareed Zakaria, måske klodens bedste iagttager af udenrigspolitiske strømninger, forsøgte før præsidentvalget at minde om, at USA historisk er frihedens bedste ven. I Foreign Affairs konkluderede han om ’det amerikanske århundrede’: »Den verdensorden, som USA foreslog, skabte og understøttede, var god for USA, men også god for resten af verden. Amerika hjalp resten af verden til større velstand, selvtillid og værdighed. Det er fortsat USA’s største styrke«.
Alt, hvad han siger, er historisk korrekt. Det gælder bare ikke længere. Det er fortid. Den nutid, vi står midt i, er en uhyggelig, isnende påmindelse om, at historien aldrig er slut. Det sikre fundament, vi har bevæget os på siden Anden Verdenskrig, eroderer lige nu i et dramatisk tempo. Det begyndte for tre år siden, da Putin invaderede Ukraine. Det eksploderer netop nu med Trump tilbage i Det Hvide Hus.
Præsidenten er en international gangster, som kun tænker på nu-og-her-profit. En mafiaboss, som svinger baseballbrættet over for sine allierede. En følelseskold kyniker, som er til fals for despoters smiger. En akut og nærværende trussel mod alt det, vi kender som vestlige demokratiske værdier. En idealistisk nul-bon, der akkurat som britiske Neville Chamberlain, der i 1938 gav op over for Hitler og stupidt udbrød »Fred i vor tid!«, nu bøjer sig for Putins ondskab.
Midt i den shitstorm af fornærmelser, som Trump nærmest hver time udspyr fra Det Ovale Værelse, kan det være svært at bevare overblikket. Det er selve formålet – for som Steve Bannon, den mørkeste af alle mørke fyrster, berømt definerer, så lykkes Trump-revolutionen kun, hvis man »oversvømmer alting med lort«. Løgn og manipulation, tilsvininger og trusler, alt sammen pakket ind i tyrannens pompøsitet, er udtænkt for at kvæle opposition. Bannons råd er ikke til at misforstå – og Trump efterlever dem dag efter dag:
»Medierne er oppositionen. Og medierne kan kun, fordi de er dumme og dovne, fokusere på en ting ad gangen … Alt, vi behøver gøre, er at oversvømme det hele. Hver dag rammer vi dem med tre ting. De bider på en af dem, og vi får ordnet det hele. Bang! Bang! Bang! De typer vil aldrig komme sig. Men vi er nødt til at begynde med den hastighed, som et projektil har, når det forlader geværet. Så det kommer i gang, og det skal i gang som en hammer«.
Trump er som en figur i den tysk-jødiske politolog Hannah Arendts rammende beskrivelse i ’Det totalitære herredømme’ fra 1951 af, hvordan autoritære ledere på kort tid kan knuse et demokrati: Lyv! Intimider! Dikter! Kaos! Arendt, som nåede at flygte fra Nazityskland inden holocaust, brugte resten af sit liv på at advare demokratier mod af bekvemmelighed at tage for let på de trusler, vi møder indefra. Stefan Zweig, den centraleuropæiske forfatter, udtrykte tilsvarende tanker i ’Verden af i går’ fra 1942 – om, hvordan pokker Hitler fik fat: »De, der bor i samtiden, ser aldrig den tidlige begyndelse af de bevægelser, som kommer til at definere deres tid«.
Desværre virker det, som om alt for mange i disse uger ikke ser klart. Et eksempel:
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), også vicestatsminister, skrev forleden en lalleglad update med et foto fra sit første møde med Pete Hegseth, USA’s nye forsvarsminister. Her hylder Poulsen det »gode samarbejde med min amerikanske kollega«. Det passer jo ikke. Der er ikke noget godt samarbejde. Tværtimod. Bare to eksempler: Trump truer med at invadere Grønland! Trump er i færd med at forberede en handelskrig specifikt mod Danmark!
Jeg forstår godt, at regeringen er i en svær situation. USA har i otte årtier været vores sikkerhedsgaranti. USA er vores største eksportmarked. USA’s befolkning er 55 gange så stor som vores. USA’s økonomi er 70 gange vores. Men … forsvarsministeren behøver jo ikke lyde som et patetisk ekko af Komiske Ali (Saddam Husseins talsmand under Irak-invasionen, som dagligt løj om ’store sejre’). Vi kan ikke blive ved med at lefle for et Amerika, der – for nu at sige det lige ud af posen – pisser på os.
Lige nu er tiden i den grad inde til, at vi – forstået som danskere og som europæere – tager de bind fra vores øjne, som har det med at sløre vores klarsyn. Den samtid, vi lever i, udgør en fundamental trussel mod den sikkerhed, den velstand og den frihed, vi så længe har taget for givet. Den æra, hvor USA var vores bedste ven, er slut. Den tid, vi står midt i, viser, at USA ikke bare ikke er vores ven, men – og det er jo næsten ikke til at begribe, men sådan er det under Trump – USA er netop nu ved at udvikle sig til vores fjende.
Lad mig viske ruden ren for alt det ’lort’, som Trump har hældt ud over os på få uger. Lad mig – uden omsvøb – minde om, hvor slemt det rent faktisk er:
Trump har erklæret, at USA igen skal være et land, der udvider sit territorium. Konkret truer han fire selvstændige nationer med at overtage dem: Grønland, Panama, Canada, Gaza. Han erklærer handelskrig mod sine nærmeste allierede. Han blæser på Nato og Europa, som bliver kørt totalt over. Han lefler for russiske Putin og kinesiske Xi. Han trækker USA ud af Paris-klimaaftalen, ud af Verdenssundhedsorganisation, ud af global udviklingsstøtte og nødhjælp og meget mere. Han hepper offentligt på det ekstreme højre ved valg i Europa.
Trump er ude af kontrol. Vesten er ikke længere Vesten. USA er ikke længere USA. Vesten er i dag splittet i sin vigtigste akse: den transatlantiske. Nato, verdens mest succesrige forsvarsalliance, er ved at blive tømt for indhold. USA bliver revet fra hinanden af en præsident, som med sine populistiske slogans – ’Make America Great Again!’ og ’America First!’ – i virkeligheden splitter nationens idealer i atomer.
Og her er to virkelig ubekvemme pointer, som vi er nødt til at agere ud fra:
For det første: Når amerikanerne ikke bare en gang, men to gange kan finde på at vælge en forbryder som Trump til deres leder, så kan vi ikke længere regne dem for vores nærmeste. Måske gør han alvor af at teste forfatningen og stille op en tredje gang, men uanset hvad har amerikanerne med åbne øjne valgt og genvalgt ham. Trumpismen er en realitet. USA har frivilligt forladt positionen som den skinnende by på toppen af bakken. I dag er nationen en beskidt forræder mod den liberale regelbaserede verdensorden; mod selve demokratiet.
For det andet: Europas politikere har over en bred kam sovet i timen i de forløbne ti år. Først missede de truslen fra Putin. Siden ignorerede de konsekvenserne af Trump. Derfor står Europa i dag sårbar og afklædt. Trump og Putin kører Ukraine midtover i en bizar ’fredsløsning’, hvor Europas ledere holdes helt udenfor. Tiden er i den grad inde til, at Europa bliver samlet. EU bør straks friste Storbritannien tilbage. EU bør omgående opbygge en fælles hær.
Ingen holder mere af Amerika end mig. Jeg har boet der i ti år, heraf fem med min hustru og børn. Mine børn og jeg har gået i skole i USA. Mange af mine bedste venner er amerikanere. Jeg har arbejdet utallige timer i danske og amerikanske bestyrelser på at knytte os sammen i uddannelse og handel. Altid har jeg advokeret for, at amerikansk lederskab – uagtet dets løbende fejl og mangler – er det bedste, vi kunne drømme om. Aldrig havde jeg troet, at jeg ville nå til denne konklusion:
USA er tabt.
Europa må klare sig selv.